Læserbrev, JV, d. 9.3.2021

Susanna Søndermark Jensen, formand, skriver på vegne af Blåvand Grundejerforening:

Den seneste tids debat om de store udlejningshuse i Blåvand har endnu en gang tydeliggjort modstanden imod dem. Et samlet Blåvand har bedt om, at sommerhuse fremover højest kan være 250m2, og at store udlejningshoteller placeres samlet og uden for det eksisterende sommerhusområde.

Venstre og Socialdemokratiet mener, at sommerhuse på 335m2 i området vest for Blåvand er passende. Her vil de ligge midt i et af Blåvands ældste sommerhusområder, hvor hovedparten af husene er under 100m2.

 

“Udlejningshoteller med plads til 25 personer harmonerer ikke med kvalitet og bæredygtighed. Derimod risikerer det at give Blåvand et image af overturisme og discount.”

 

Sideløbende med lokalplanerne er en ny turismestrategi under udarbejdelse. Både Varde Kommune og Destination Vesterhavet lægger op til, at kvalitetsturisme og bæredygtighed skal erstatte overnatninger som succesmål. Også Søren Laulund (S) har ved flere lejligheder (senest i JV,31.1.2021) udtrykt, at frem for overnatninger bør der satses på højt forbrugende turister og kvalitet. Det er ikke ønskværdigt med nedslidning af naturen og tivolisering, siger han.

Udlejningshoteller med plads til 25 personer harmonerer ikke med kvalitet og bæredygtighed. Derimod risikerer det at give Blåvand et image af overturisme og discount. De kvalitetsbevidste turister efterspørger IKKE lejrskolelignende sommerhuse eller naboskabet til dem. De efterspørger natur- og kulturoplevelser og et autentisk og fremkommeligt miljø.

Hvis de store sommerhuse stemmes igennem, må al snak om kvalitet og bæredygtighed forstumme. Grundlaget vil for altid være borte.

Det mest hensigtsmæssige ville være at udskyde lokalplanerne, til turismestrategien er på plads.