I takt med det stadigt stigende antal turister i Blåvand, har der på det seneste været røster fremme om, at det nedslider naturen og ødelægger fuglelivets eksistensgrundlag. Det er især jagten på mågerne, der hentydes til. Hvad der ved første øjekast kan synes som en uskyldig handling – nemlig at lade sin hund eller børn jage mågeflokkene op for med kameraet at forevige situationen, kan betyde, at de stresses og ikke får tilstrækkelig føde. Det er ikke den ene eller tiende gang, det sker. Men når de er nødt til at lette måske 1000 gange på en dag, så begynder det at blive kritisk, ifølge ornitologerne på Fuglestationen.