Er det rimeligt, at der er naboerne, der skal betale prisen for de store sommerhuse?

læserbrev fra Blåvand Grundejerforening offentliggjort i JV,Varde.:

I lokalplanforslagene for sommerhusområderne i Blåvand opereres med forskellige max. størrelser på husene. Fodaftrykket må være mellem 200 og 300 m2 plus en tagetage i op til 6,5 meters højde. Det vil sige, at husene kan blive mellem 300 og 500m2, såfremt bebyggelsesprocenten på 15 overholdes.

Hvordan mon det føles at være nabo til sådan et kæmpehus?

Der er allerede mange af de såkaldte industrisommerhuse med plads til 20-24 gæster eller flere i Blåvand – og vi hører i Blåvand Grundejerforening mange beklagelser over naboskabet.

Husene genererer megen trafik (8-10 biler), og affaldsmængderne efter det store rykind kan ikke altid rummes i de opstillede skraldespande, hvilket ses i omgivelserne. Der er meget støj, hvilket er forståeligt, når mange ferieglade gæster er samlet på ét sted. Børn benytter under højlydt jubel de opstillede legeredskaber og trampoliner, og den udendørs spa hyldes af både børn og voksne. Og ferie er jo lig fest. Den højlydte ferieglæde fra de store sommerhuse deles sjældent af naboerne. Faktisk daler glæden i takt med udlejningsraten. Det samme gør værdien på sommerhuset.

Vi synes i grundejerforeningen ikke, at det er naboerne, der skal betale prisen for investorernes fyldte lommer. Skal der bygges flere kæmpehuse, mener vi, de bør ligge væk fra Blåvand og i en samlet klynge, så det kun er hinanden, de generer.

Vi mener, det er vigtigt at bibeholde Blåvand som et sommerhusområde og foreslår derfor, at husene ikke må overstige 200 etagem2, som det er tilfældet i Vejers.

https://jv.dk/artikel/bl%C3%A5vand-nej-tak-til-sommerhuse-p%C3%A5-knap-500-m2?fbclid=IwAR0Bk-h1wkyreQLvT8ghwNRHEzwMC6gCdz1SH61vuOV06f36_XtdKfRvonQ.

Billedet er fra Gl. Mælkevej. Huset er ‘kun’ 348m og udlejes til 20 personer.