Læserbrev i JV, d. 19.2

Preben Friis-Hauge, Folketingskandidat (V) i Varde Kredsen, Udvalgsformand og byrådsmedlem, Varde Kommune

I forlængelse af læserbrevet kan læses svaret fra Niels Christiansen, Konservative,

I JydskeVestkysten kunne man 19. februar læse om Niels Christiansens (Kons) egen og andres holdninger til plansager i Blåvand.

Jeg må antage, at da læserbrevet er skrevet af Niels Christiansen selv, så mener han også, at Blåvand er udsat for ”stigende byggeri af meget store sommerhuse”. Det er en sand påstand, hvis man tænker år tilbage, og netop her har vi årsagen til, at byrådet i 2020 (Venstre og Socialdemokratiets flertalsindstilling fra P&T) har sendt lokalplansforslag i høring, hvor der nu politisk er foreslået en reduktion på 155 m2 af de største sommerhuse, samt at husene i antal kun må udgøre 6 procent af lokalplanernes samlede antal huse i Blåvand.

I dag og tidligere var det muligt med store sommerhuse langt flere steder i Blåvand. Det kan undre, at Konservative ikke ville være med til den store reduktion i såvel størrelse m2, som i antal huse.

“Er det konservativ ordentlighed at manipulere med folks hjerner på den måde, Niels Christiansen skriver på?”

 

Når man skriver som Niels Christiansen gør, så er det vigtigt, at man ikke bliver fanget i at levere forkerte oplysninger. Derfor omtaler Niels Christiansen klogeligt ”udkastene til nye lokalplaner”. Et ”udkast” er et slags arbejdspapir, der ligger meget tidligt i en planproces, og de papirer der lige har været i høring om Blåvand, det er ”forslag” til lokalplaner. Et flertal i udvalget sikrede, at der fra ”udkast” til ”forslag” blev reduceret de nævnte 155 m2 på de største sommerhuse. Dette ville Konservative ikke være med til.

Er det konservativ ordentlighed at manipulere med folks hjerner på den måde, Niels Christiansen skriver på?

 

Byrådsmedlem Niels Christiansen (C), Blåbjergvej 50, 6830 Nørre Nebel svarer følgende:

Ordentlighed set med Konservative øjne.

Preben Friis Hauge (V) har via læserbrevet åbenbart mere behov for at diskutere en eventuel indholdsmæssig forskel mellem ordene ”udkast” og ”forslag” end at diskutere det emne, som Blåvandsagen reelt drejer sig om. Nemlig den uhensigtsmæssige sommerhusudvikling.

For mig er det afgørende, om en lokalplan enten er en vedtagen lokalplan, eller om der er tale om et udkast/forslag. Både udkast og forslag er kun arbejdspapirer og foreløbige udgaver. Udgaver uden juridiske følger.

For Det Konservative Folkeparti er det ordentlighed at fortælle tydeligt, at det forslag/udkast, som har været i høring, slet ikke tilstrækkeligt vil dæmme op for de nye, store udlejningsfabrikker med 15-25 sengepladser. Byggerier som Blåvandsområdet og andre så endog meget tydeligt har udtrykt, at Blåvandsområdet ønsker at være foruden.

Et af hovedformålene med de nye lokalplaner er netop at undgå det fortsatte byggeri af meget store sommerhuse. Udlejningsfabrikker som slet ikke passer ind i miljøet og markedsføringen af området. Blåvand balancerer i dag på grænsen mellem varige ødelæggelser og en bæredygtig sommerhusudvikling.

En endelig vedtagelse af de nuværende forslag/udkast til nye lokalplaner vil samlet set ikke standse byggeriet af de store sommerhuse, men kun mindske det. Der kan desuden fortsat ske en udmatrikulering af de største grunde, således at sommerhusantallet stiger yderligere. Sagt lidt populært er der fare for, at lokalplansarbejdet vil komme til at følge modellen om at ”operationen gik godt, men patienten døde”.

Ordentlighed er at ville erkende politisk, at der fortsat er plads til forbedringer inden endelig vedtagelse af lokalplaner.