Sagen om Hafnia-grunden er givetvis kendt af alle, der har tilknytning til Blåvand.

Men for de af os, der har brug for at få genopfrisket hukommelsen, kommer her et kort resumé.

Helt tilbage i 1968 købte staten Hafnia-grunden med det formål at opretholde et kystnært åndehul med direkte strandadgang midt i det gryende sommerhusområde.

I 2015 blev Hafnia-grunden sammen med det Blå Plateau udvalgt som et af de ti projekter, der måtte få lov at bygge inden for kystbeskyttelseslinien.

Protesterne mod projektet var omfattende. Læserbreve, indsigelser og mediebevågenhed betød, at en underskriftindsamling mod byggeriet nåede op på knap 3000 underskrifter. De blev afleveret i 2017, men det til trods besluttede et snævert flertal i Byrådet bestående af Venstre og Dansk Folkeparti at ignorere protesterne og arbejde videre med projektet.

I 2018 indsendte lokale borgere en indsigelse mod plangrundlaget til Planklagenævnet. I okt. 2019 kom så afgørelsen, hvor der på baggrund af utilstrækkelige miljøvurderinger fra Varde Kommunes side blev givet afslag på den lokalplan, der skulle muliggøre et hotelbyggeri på Hafnia-grunden. I afgørelsen lægges der vægt på, at der ikke er gjort nok for at sikre de truede markfirben og strandtudser, der begge er på EU’s habitatsliste – og for strandtudsens vedkommende ovenikøbet er på listen over dyr, der er i fare for at uddø.

Afgørelsen kan ikke ankes, men til gengæld er der fra regeringens side givet grønt lys til en forlængelse af projektet til 2022. Det betyder, at det endnu er uvist, hvad der kommer til at ske.

Fortalerne, som stadig kun tæller Venstre og Dansk Folkeparti, sunder sig.

Modstanderne, som er resten af byrådet, håber på, at afgørelsen kommer til at danne præcedens for fremtidige projekter i området, bl.a. Ho.

Vi, der har tilknytning til Blåvand som lokalbefolkning eller sommerhusejere håber på, at det sidste ubebyggede bynære kystområde forbliver et rekreativt åndehul, sådan som det oprindelig var tænkt, da staten i 1968 købte grunden. Det har i dag sin berettigelse mere end nogensinde før.

Vardes slogan ”Vi i Naturen” kan hurtigt få en uheldig klang, hvis man fortsat vil ignorere naturen på bekostning af hurtige og flygtige investor- og turismeinteresser.

 

Se mere i artiklen fra Jyske Vestkysten